Flere arter af skimmelsvamp udskiller giftige sekundære metabolitter, kendt som mykotoksiner, som har vist sig at være kræftfremkaldende og kan forårsage mykotoksikose selv ved lave koncentrationer. Aflatoksiner og ochratoksiner er eksempler på mykotoksiner, der kan forårsage betydelige helbredseffekter. Eksponering for mykotoksiner sker primært gennem inhalation eller indtagelse af forurenet mad, især i afgrøder som korn. Som følge heraf har EU fastsat maksimale tilladte niveauer af mykotoksiner i fødevarer, som det ses i Kommissionsforordning 2023/915. Mykotoksiner kan dog også findes i vandbeskadigede bygninger, men der mangler viden om omfanget og helbredseffekter heraf. Dette projekt har til formål at udvikle en følsom og nøjagtig metode til at påvise forskellige mykotoksiner og at undersøge, hvordan deres tilstedeværelse i bygninger korrelerer med indendørs skimmelsvampvækst.