Den væsentligste faktor for at undgå skimmelsvamp i boligen er, at luftfugtigheden holdes så lav, at skimmelsvampene ikke kan vokse. De fleste arter kræver en relativ fugtighed på materialeoverfladen på mindst 75 %.
Fugt kan komme udefra i forbindelse med vandskader og utætheder i huset, og det er derfor vigtigt at sørge for almindelig vedligeholdelse af boligen. En stor del af fugten i huse stammer dog fra beboernes daglige aktiviteter, såsom madlavning, bad og tørring af tøj, der afgiver store mængder fugt, som kan kondensere på overflader og øge den relative materialefugtighed.
For at undgå den høje indendørs luftfugtighed er det vigtigt at lufte ud dagligt med jævne mellemrum – især i forbindelse med madlavning og bad. Også i soveværelset er det vigtigt at sørge for god udluftning, da vi afgiver meget fugt i løbet af en nats søvn. Mange foretrækker ligeledes at sove i et lidt køligere soveværelse, hvilket øger risikoen for dannelse af kondens.